Anmeldelse af

Malala Yousafzai i samarbejde med Christina Lamb: Jeg er Malala. Politikens Forlag, 2013.

Malala fangede Talebans opmærksomhed , da hun startede som blogger på BBC´s urdusprogede hjemmeside i 2009. Efterhånden som hun blev mere og mere kendt, også udenfor landets grænser, modtog hun flere priser, bl.a. en national fredspris i 2011.  Det er en meget gribende og personlig beretning , ikke bare af hovedpersonen, men også af Malalas folk , pashtunerne, der er et kendt og ældgammelt stammefolk, der har levet i regionen mellem Afghanistan og Pakistan i århundreder.

Bogen giver et meget smukt portræt af Malalas far, som ikke er en mindre helt ned datteren- som flere anmeldere har været inde på, så var hendes udvikling fra at være en almindelig skolepige til at være menneskerettighedsaktivist og ikon for retten til at ytre sig frit formet af hendes altruistiske, utrættelige og modige far. Han var søn af fattige og jævne forældre, men kæmpede sig frem til  en uddannelse som lærer. Han åbnede sidenhen den ene private skole efter den anden for egne midler, alt i mens Taleban truede med at bombe eller brænde skolerne ned. De forbød dans, sang og musik og begår jævnligt mord på de få, der offentligt tør tale dem imod. Samtidigt var Malalas far talsmand for dalens ældsteråd og giver husly til flere fattige lokale .

Han opdrager sin datter til at følge og huske de spirituelle ord fra de pashtunske forfædre, hvis taler og visdomsord , der ustandselig henvises til i bogen. Det kan ikke undgå at gøre indtryk på en vestlig læser, at de åndelige og kulturelle værdier er så utrolig stærke og bliver viderebragt fra generation til generation med så meget kærlighed- på trods af den ofte store materielle fattigdom.

Bogen giver også mange smukke skildringer af den vilde og bjergrige natur i den afsidesliggende Swat-dal der grænser op imod Afghanistan . Bogen giver også en utrolig god indsigt i et område, man ikke kender meget til i Vesten, nemlig livet af Pakistan generelt- spændingerne mellem den korrupte regering og militæret på den ene side og Taleban på den anden, som militæret forgæves forsøger at nedkæmpe. På et tidspunkt bliver alle beboerne i Swat fordrevet fra dalen indtil militæret får dem flyttet tilbage med militær indgriben, dog uden at få kontrollen over Taleban.

Malala kommenterer små og store begivenheder , som fx da Osama bin Laden blev skudt ved en militæroperation af amerikanske Navy Seals , hvor hun undrer sig over, hvordan han kunne bo uopdaget i mange år i en lille by , der til og med lå meget tæt på en militærkaserne. Hun nævner også mordet på  en guvernør i en af Pakistans provinser, der blev myrdet af sin egen livvagt, fordi han tillod sig at kritisere landets strenge blasfemilove.

Det gør også indtryk, at Malala og hendes familie besøger Pakistans grundlægger Jinnahs gravsted i Karachi- børn i Pakistan bliver opdraget til en stor grad af nationalisme- men at hun bliver skuffet:   (….)”Jinnah ville have været skuffet over vore dages Pakistan. Han ville sandsynligvis sige, at det ikke var det land  han havde ønsket. Han ville have, at vi alle skulle være uafhængige , frie og tolerante og være venlige mod hinanden. (…)”

Malalas bog er da heller ikke udgivet i Pakistan , angiveligt på grund af ”uislamiske passager.”

En dag for et år siden fik Taleban så ram på hende, da hun var på vej hjem fra skole i en skolebus. –Hun blev angrebet og skudt i hovedet  af en ung Taleban-terrorist.  Hun blev reddet med nød og næppe og overlevede kun, fordi hun endte med at blive fløjet til et hospital i Birmingham, hvor hun har gennemgået talrige operationer.

Hun har fået asyl i Storbritannien og lever i Birmingham med hele sin familie i dag.

Karen Høi