FN’s menneskerettighedskonventioner

FN blev oprettet i 1945 efter 2. verdenskrig med underskrivelsen af FN-pagten. Det væsentligste formål var at opretholde fred og sikkerhed. Et meget vigtigt middel hertil var udviklingen af menneskerettigheder, som de enkelte stater skulle forpligte sig til at overholde.

Verdenserklæringen om Menneskerettighederne blev vedtaget i 1948. For yderligere at specificere og værne om de enkelte mål, der var skitseret i Verdenserklæringen, blev der udarbejdet konventioner om væsentlige problemstillinger.

Konventionerne er til dels for at sikre verdens befolkninger generelt, dels for at sikre særlige grupper, der kan være truede eller ikke selv har magt til at sikre deres retsstilling, fx flygtninge, statsløse, børn, handicappede, kvinder, unge piger i forbindelse med indgåelse af ægteskab; og endelig er konventionerne ment som et værn mod uhyrligheder som slaveri, dødsstraf, tortur og diskrimination.

Udover de viste konventioner, har ILO udarbejdet en række konventioner – især om arbejdstageres rettigheder, men også fx om oprindelige folk, ligesom andre FN-organisationer har udarbejdet konventioner. Konventionerne er dokumenter, der er bindende for de lande, der har underskrevet (ratificeret) dem. FN og andre kan dog ikke tvinge de enkelte lande til at overholde dem, og heller ikke idømme dem straf eller anden form for sanktion, men kun vejlede de enkelte stater, påpege, hvor staterne overtræder konventionerne og evt. hjælpe staterne videre. FN arbejder for at de enkelte lande indfører konventionerne som en del af deres egen lovgivning, hvilket kan sikre et lands borgere bedre ved en sag mod staten. Dette er ikke sket i Danmark, trods anbefalinger fra et dansk udvalg herom.

For at tilskynde de enkelte lande til at overholde konventionerne er der nedsat: dels en komité for hver konvention, som regelmæssigt skal have sendt rapporter fra de enkelte stater samt evt. fra andre i staten, og som vurderer landets overholdelse af den aktuelle konvention.

Dels har FN nedsat et Menneskerettighedsråd, som står for en universel bedømmelse af alle FN’s 192 medlemslandes overholdelse af de konventioner, de er medlem af, hvert 4. år: UPR-bedømmelse: universal periodical review. Bedømmelsen kan inddrage alle områder af menneskerettighederne og foregår i dialog med det enkelte land, der bedømmes. Det vil typisk munde ud i påpegning af både positive forhold og af problematiske forhold og anbefalinger til, hvordan disse kan forbedres. FN’s Menneskerettighedsråds UPR-bedømmelse af Danmark blev vedtaget 4. maj 2011. Læs her et sammendrag: Anbefalinger vedr. Danmarks overholdelse af menneskerettighederne, eller UPR-rapporten i sin helhed på engelsk.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er den menneskerettighedskonvention, der betyder mest i Danmark. I 1992 blev konventionen som den eneste menneskerettighedskonvention gjort til en del af dansk ret. Det betyder at Danmark skal lave nye lovbestemmelser, eller indarbejde konventionens bestemmelser i allerede eksisterende love. Desuden betyder det at man kan klage til de administrative myndigheder, eller lægge sag an ved domstolene med direkte henvisning til konventionen. Det er en pligt for domstolene at håndhæve konventionens menneskerettigheder.

For at sikre at menneskerettighederne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kan blive respekteret, skal det være muligt for borgerne at klage hvis de mener at staten har forbrudt sig med en eller flere af deres menneskerettigheder. Derfor er Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol oprettet. Den kan modtage klager fra mennesker der mener at staten har overtrådt en eller flere af menneskerettighederne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, sagen skal dog først være færdigbehandlet af landets egne domstole. Danmark har pligt til at følge afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og kan fx pålægges at yde klageren erstatning.

Links til konventioner mv.